Den gode ansøgning

Det kan som jobsøgende være svært at vide, hvordan en god jobansøgning ser ud. Tit føler man, at vejen mod drømmejobbet er brolagt med klichéer og tom snak. Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være. Vi har samlet en række tips, der skal være med til at sikre, at du slipper godt fra jobansøgningen med dig selv og din værdighed i behold.

Vær i god tid

Virksomhederne læser som regel jobansøgningerne i den rækkefølge, de bliver modtaget. Sæt dig derfor ind i, hvornår ansøgningsfristen er for den pågældende stilling, så du kan være blandt de første. Dette er også en god måde at vise din interesse på.

 

Lav din research

Inden du fatter tastaturet og begynder at nedfælde det ene tillægsord efter det andet, er det en rigtig god idé at lave lidt research på den virksomhed, du søger elevplads i. Hent oplysninger på deres hjemmeside, deres sociale medier og undersøg eventuelt, om nogle i dit netværk enten arbejder på stedet eller har kendskab til det. Nogle af de ting, du finder frem til, kan du bruge i din ansøgning som begrundelse for at søge job i netop denne virksomhed.

 

Sæt dig i modtagerens sted

“Hvad mon virksomheden har behov for at vide?” kan du du passende spørge dig selv om. Det, du vælger at skrive i din ansøgning, skal være betydningsfuldt for virksomheden – ikke for dig selv. Det er derfor vigtigt, at du formår at sætte dig i virksomhedens sted, når du skriver din ansøgning. Læs derfor jobannoncen grundigt igennem og sæt dig ind i de krav og ønsker, de har til en kommende medarbejder. Brug gerne nogle af de nøgleord, de selv bruger i jobannoncen, da det viser, du er bevidst om, hvad virksomheden søger.

 

Tænk over sprog og formuleringer

Da virksomheden ikke har mulighed for at høre dig snakke i første omgang, er det vigtigt, du har fokus på sproget og formuleringerne i din ansøgning. Variér dit sprog og undgå at gøre brug af de samme ord og vendinger hele ansøgningen igennem. Skift gerne mellem korte og lange sætninger, så du undgår, at din ansøgning bliver monoton og kedelig at læse. I forlængelse af dette er det en rigtig god idé at tænke over, hvilke overskrifter du bruger til at introducere hvert afsnit. Brug gerne fængende og sælgende overskrifter, der gør læseren nysgerrig og giver denne lyst til at læse videre.

 

Præcisér indholdet

Det er vigtigt, at du kommunikerer klart og konkret og formår at præcisere indholdet i jobansøgningen til den elevplads, du søger. Træk på de krav, de stiller i jobannoncen og fortæl og giv eksempler på, hvordan du opfylder disse. Hvor og hvordan har du tilegnet dig de kompetencer, virksomheden søger? Det kan både være gennem et specifikt job, en uddannelse eller gennem en fritidsinteresse.

 

Læs din ansøgning igennem

En jobansøgning er ofte den første skriftlige kontakt mellem dig og virksomheden og skal afspejle, hvem du er. Så hvis din ansøgning er fyldt med stavefejl og sprogfejl, ryger du hurtigt nederst i bunken. Læs derfor altid din ansøgning grundigt igennem og få eventuelt også en anden til at gøre det – måske de opdager fejl, du ikke selv har opdaget. En velskrevet ansøgning viser arbejdsgiveren, at du har gjort dig umage.

HOP FORAN I KØEN OG KOM TÆTTERE PÅ DIT DRØMMEJOB

Ved at oprette en profil får du besked hver gang der er nye relevante elevpladser og traineestillinger, og du får adgang til mere end 1000 jobannoncer

Opret profil