Hvordan søger jeg elevplads?

Der er mange måder, hvorpå du kan søge elevplads. Det er derfor vigtigt, du sætter dig ind i, hvordan man typisk gør i din branche, eller om den virksomhed, du søger i, har nogle specielle ønsker for, hvordan de vil modtage din ansøgning.

 

Ansøg via e-mail

Den mest almindelige måde at søge job og elevplads på er via e-mail. Husk at skrive i emnefeltet, hvad det drejer sig om og skriv gerne en kort hilsen. Vælger du at gøre det på denne måde, så husk at sætte dig ind i, hvem i virksomheden du skal sende ansøgningen til, så den når frem til rette vedkommende med det samme og ikke bliver kastet rundt mellem en masse.

 

Ansøgningsformular

I dag er der også mange virksomheder, der har jobansøgningsformularer integreret på deres hjemmeside eller i specifikke jobannoncer. Her vil du ofte skulle udfylde nogle personlige informationer om dig selv, og enten skrive en ansøgning direkte på siden eller vedhæfte den som fil.

 

Personligt fremmøde

Du kan også vælge at møde personligt op med din ansøgning og andre relevante papirer. Ved at gøre det på denne måde får virksomheden sat ansigt på dig med det samme og får et indtryk af, hvem du er som person.

Uanset hvilken måde, du vælger at gøre det på, er det vigtigt, du undersøger, om virksomheden har givet udtryk for, hvordan de ønsker at modtage din ansøgning. Mød derfor ikke personligt op, hvis virksomheden har skrevet, at de kun modtager ansøgninger elektronisk.

 

Hvad skal jeg sende med?

Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, hvilke papirer de ønsker at se, når du skal søge elevplads. Udover din ansøgning og dit CV kan du vedlægge andre relevante dokumenter, der bakker det op, som du skriver i din ansøgning og dit CV. Det kan for eksempel være eksamensbeviser eller udtalelser fra tidligere arbejdspladser. Ofte vil det fremgå af jobannoncen, hvad du skal vedlægge. I langt de fleste tilfælde er CV og ansøgning nok.

HOP FORAN I KØEN OG KOM TÆTTERE PÅ DIT DRØMMEJOB

Ved at oprette en profil får du besked hver gang der er nye relevante elevpladser og traineestillinger, og du får adgang til mere end 1000 jobannoncer

Opret profil