Arbejdsmiljø

Arbejdsmiljø handler om at have det godt på sit arbejde – både fysisk og psykisk. Som elev har du naturligvis de samme krav på ordentlige arbejdsforhold som dine kolleger.

 

Psykisk arbejdsmiljø

Et godt psykisk arbejdsmiljø handler om at være tilfreds og trives på sin arbejdsplads. Hvis du hver dag er ked af at skulle på arbejde, er det formentlig nogen eller noget på arbejdspladsen, der har skylden. Og hvis ikke du gør noget ved det, kan din elevtid blive en dårlig oplevelse.

Alligevel kan det være svært at tage hul på at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det skyldes blandt andet, at den slags af mange betragtes som private problemer. Derfor er det lettere at tale om seneskedehindebetændelse end om, at du er ked af det.

Du kan selv dog være med til at gøre noget. Læs i pjecen ”Psykisk arbejdsmiljø”, som du kan bestille på HK’s hjemmeside under pjecebestilling. Pjecen kan bruges til at finde ud af, hvordan du selv har det på arbejdet. Du kan også bruge den som udgangspunkt for en diskussion af det psykiske arbejdsmiljø på din arbejdsplads.

 

Mobning

Mobning er altid en negativ ting. Især for den, der bliver udsat for mobning, men også for tilskuere til mobning. Desværre er mobning alligevel et udbredt problem på danske arbejdspladser. Årsagerne til mobning og måderne, der mobbes på, er meget forskellige, ligesom ofrene og dem, der mobber, er det.

Som elev og ung kan du være et nemt offer, fordi du er ny og måske dårligt føler, du kan tillade dig at sige noget til dine voksne kolleger.

Får du problemer med mobning, er det mest oplagte selvfølgelig at gå til din arbejdsgiver. Hvis du af den ene eller den anden grund ikke har lyst til det, så henvend dig til din lokale HK-afdeling. De vil gerne hjælpe, og de har stor erfaring med den slags.

 

Stress

Stress er den moderne folkesygdom. Som elev kan du selvfølgelig også blive stresset. Især når du lige er startet, og måske får en masse nye opgaver, som du ikke lige ved, hvordan du skal løse.

 

Fysiske rammer og kontormaskiner

Ligesom det psykiske miljø, skal de fysiske rammer også være i orden på arbejdspladsen. Diverse kontormaskiner og disses placeringer kan især have en indflydelse på miljøet. Hvordan de forskellige maskiner på arbejdspladsen skal placeres afhænger af, hvor meget forurening, varme og støj de udsender. Derfor bør maskinerne testes og placeres, hvor de gør mest gavn og mindst unødig skade.

Her er nogle råd, som du måske kan bruge på din arbejdsplads:

  • Kræv at kopimaskiner og laserprintere er testet efter IT-1997-metoden og følg anbefalingerne om sikker installation.
  • Brug solafskærmning. Husk at solen står tidligt op i sommerhalvåret, og derfor kan østvendte kontorer blive meget varme om morgenen. Ved fyraften skal solafskærmingen indstilles, så den holder solens varme ude næste morgen.
  • Luft ud. Luften udenfor er meget renere end luften inden døre. Regelmæssig udluftning hjælper på luftkvaliteten.
  • Ryd op, så det bliver muligt at gøre rent. Fjern papirbunker, ringbind og andre støvsamlere. Lav for eksempel et fjernarkiv. Det er bedst at sætte papir og mapper inde i et lukket skab.
  • Sørg for rengøringsvenlige overflader og tilstrækkelig rengøring.
  • Indstil din computer til at spare strøm. Så reducerer du drivhuseffekten på verdensplan og undgår samtidig unødvendig opvarmning af arbejdspladsen.
  • Sørg altid for god udluftning ved håndværkerarbejde.
  • Det er dejligt at have noget inspirerende at se på. Lav forandringer – ofte er det de små ting, der gør den store forskel.

Gode råd ved skærmarbejde

Det er usundt at sidde foran computerskærmen i timevis – uanset hvor ergonomisk korrekt din skærmarbejdsplads er. Derfor er det vigtigt, at du varierer dit arbejde så meget som muligt.
Du kan dog mindske generne ved skærmarbejdet ved at følge nogle forholdsvis enkle råd om placering af skærm, mus og tastatur og om lyset på din arbejdsplads. En del af rådene bygger på faktiske krav i lovgivningen.

Du kan læse mere om et godt arbejdsmiljø på HK’s hjemmeside.