
Elektronik- og svagstrømsuddannelsen
Har du teknisk snilde og kunne du tænke dig at fremstille og reparere elektronisk udstyr?
På elektronik- og svagstrømsuddannelsen opnår du en grundlæggende viden om teknikken bag mange former for elektronisk udstyr. Du kommer til at lære om forskellige systemer og teknologier, fejlfinding og reparationsmetoder – det er derfor vigtigt, at du har teknisk indsigt og er fagligt stærk i både matematik og engelsk.
Uddannelsen har en varighed på mellem 4,5 og 5,5 år, hvis du tager den som en ordinær erhvervsuddannelse. Tager du elektronik- og svagstrømsuddannelsen med et eux-forløb, tager uddannelsen 5 år.
Du kan læse mere om at tage en erhvervsuddannelse med et eux-forløb her.
Forudsætninger
Det centralt, at du:
- Er god til it, matematik og engelsk
- Har lyst til at arbejde med teknik og elektronik
- Har logisk sans
- Kan arbejde omhyggeligt og præcist
- Er god til at vejlede andre
Uddannelsens opbygning og undervisning
Uddannelsen består af et grundforløb, der tages på en erhvervsskole og varer 20 eller 40 uger, samt et hovedforløb, der veksler mellem perioder på din læreplads og perioder på skolen. Du kan vælge mellem flere forskellige specialer.
På skolen vil du blandt andet blive undervist i:
- Analogteknik
- HF-teknik
- Digital- og microprocesserteknik
- Kommunikationsteknik
- Måle og telesystemer
Du skal også have fag som, engelsk, iværksætteri og innovation, produktudvikling, produktion og service. Dansk og matematik indgår desuden i uddannelsen.
Du kan læse mere om en erhvervsuddannelses opbygning her.
Hvor læses elektronik- og svagstrømsuddannelsen henne?
Grundforløbets 1. del kan tages på alle erhvervsskoler. Hvis du allerede ved grundforløbets start ved, hvilken uddannelse du sigter mod, er det en fordel at vælge en skole med en fagretning, der leder mod den ønskede uddannelse.
Grundforløbets 2. del kan tages på følgende skoler rundt om i landet:
Jylland
Sjælland
Skolerne, der udbyder grundforløbets 2. del, udbyder ofte også uddannelsens hovedforløb, men ikke altid. Tjek skolens hjemmeside.
Specialer
Du kan afslutte uddannelsen som elektronikfagtekniker (trin 1) eller med speciale som radio-tv-fagtekniker, medicotekniker eller elektronik udviklingstekniker.
Elektronikfagtekniker
På denne specialisering er der fokus på installation og vedligeholdelse af kommunikations-, overvågnings- og og laboratorieudstyr samt elektroniske systemer og instrumenter.
Radio-tv-fagtekniker
Her kommer du til at arbejde med fejlfinding og reparationer af underholdningselektronik. Dette kan for eksempel være dvd-afspillere og forstærkere. Du kommer også til at beskæftige dig med professionelt udstyr så som telekommunikationsanalæg.
Medicotekniker
Vælger du at specialisere dig som medicotekniker kommer du til at beskæftige dig med teknisk udstyr inden for sundhedsvæsenet. Du kommer blandt andet til at arbejde med elektroniske apparater til fx. hospitaler.
Elektronik udviklingstekniker
Du beskæftiger dig med opgaver, der handler om at udvikle elektronik. Dette kan for eksempel være produktions- og testudstyr i elektronikproduktioner.
Elektronik- og svagstrømsuddannelsen med eux
Du kan vælge at tage din elektronik- og svagstrømsuddannelsen med et eux-forløb og dermed få en erhvervsfaglig studentereksamen.
Der er dog en række krav, du skal opfylde for at kunne fortsætte på hovedforløbet efter endt grundforløb. På grundforløbet skal du have gennemført følgende fag:
- Grundforløbets 1. del: Dansk C, engelsk C og samfundsfag C.
- Grundforløbets 2. del: Matematik C, teknologi C og fysik C
I løbet af hele din uddannelse skal du desuden bestå følgemde fag på gymnasialt niveau:
- Dansk A
- Engelsk B
- Samfundsfag C
- Matematik B
- Teknologi C
- Fysik B
- Kemi C
- Teknikfag A – udvikling og produktion
Du kan læse mere om at tage en erhversuddannelse med eux-forløb her.
Karrieremuligheder og videreuddannelse
Du kan som færdiguddannet få job i både private og offentlige virksomheder. Jobmulighederne afhænger af, hvilket speciale du gar afsluttet uddannelsen med. Dette kan være i elektronikvirksomgeder, medicinalbranchen eller på hospitaler. Du vil også have mulighed for at starte op selvstændigt.
Efter uddannelsen har du mulighed for at videreuddanne dig. Du kan bruge Adgangskortet for at se hvilke uddannelser du har adgang til. Hvis du ikke opfylder alle adgangskravene til en uddannelse, har du mulighed for at tage enkelte fag eller niveauer ved supplering.
Hvad får man i løn på elektronik- og svagstrømsuddannelsen?
Du kan beregne, hvad du kan få i elevløn her.
Overenskomsten, der er en aftale mellem arbejdsgivere og fagforening, bestemmer, hvad du kan få i løn som elev. Det er derfor vigtigt at holde sig opdateret, da ændringer, såsom nye overenskomstaftaler, kan påvirke din elevløn.
Du kan kontakte fagforeningen vedrørende spørgsmål omkring elevløn, da de vil kunne give dig de præcise svar.