Hvad er en trainee?

Finanstrainee, ledertrainee, shippingtrainee… Du er sikkert tit faldet over ordet trainee uden egentlig at vide, hvad ordet indebærer – og det er forståeligt nok, for betegnelsen trainee bruges bredt af virksomhederne rundt om i landet. Du er hverken praktikant, studerende eller elev, men hvad er du så i denne vrimmel af titler?

Når du er trainee, har en virksomhed taget dig under deres vinger – du er blevet en del af deres interne uddannelsesforløb. Et uddannelsesforløb, som de helt selv er herre over. Det betyder, at virksomheden selv bestemmer alt fra adgangskrav og arbejdsopgaver til løn og længde af forløbet. På den måde kan det være utroligt svært at svare på hvad, hvor og hvordan-spørgsmålene omkring dét at være trainee. For svaret er simpelthen, at det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed. Men vi forsøger dog alligevel at besvare nogle af de helt centrale spørgsmål:

 

Varighed

Et trainee-forløb kan varer alt fra 3-6 måneder til 1-3 år. I denne periode vil man ofte blive tildelt en mentor, der vejleder en under hele forløbet. Som trainee bliver man anset som en medarbejder, derfor lyder de fleste trainee-stillinger på 37 timer i ugen.

Løn

En trainee vil modtage løn under hele sit forløb. Lønnen afgøres af virksomheden og ligger typisk på omkring 13.000 – 16.000 kr. Lønnen kan variere alt efter, hvor i landet virksomheden ligger. Lønsatsen er ofte højere, er man over 25 år. Læs mere her.

Struktur

Hos nogle virksomheder kan trainee-forløbet være struktureret efter et fastlagt skema. Andre virksomheder skræddersyr forløbet til den enkelte trainee, såsom hvilken erfaring eller kompetencer du har.

Job

Stillingen som trainee kan være midlertidig, som en praktik, der varer et bestemt antal måneder eller år, men den kan også involvere et fast job efterfølgende. Som trainee opnås en praksiserfaring, som kan være værdifuld i forhold til få job senere.

 

Er et trainee-forløb noget for mig?

Ordet trainee synes at være altomfattende, fordi det bruges vidt forskelligt af virksomhederne. Ordet bliver derfor hurtigt omdrejningspunkt for forvirring hos mange, for hvem er et trainee-forløb egentlig rettet mod? Dette kan vi forsøge at skabe mere klarhed omkring.

Et trainee-forløb kan være for dig, der har afsluttet din ungdomsuddannelse og har lyst til at prøve kræfter i en bestemt branche, før du træffer dit uddannelsesvalg. Ved denne slags trainee-forløb vil størstedelen efterfølgende have mulighed for at få en uddannelsesaftale med virksomheden.

Trainee-forløbet kan også være for dig, der er færdig med din videregående uddannelse, men som har svært ved at få det første job på krogen. I den forbindelse vil forløbet fungere som en slags virksomhedspraktik, der giver dig muligheden for at gøre indtryk, vise dine kompetencer og skabe netværk og dermed øge dine chancer for et efterfølgende jobtilbud.

Et trainee-forløb er i det hele taget for dig, der ønsker viden og indsigt om en virksomhed eller en bestemt branche. Hvis du allerede nu går og har tanker om at udleve trainee-drømmen, skal du først og fremmest være sikker på, at du har valgt rigtig, da den i høj grad er låst fast på branchen. Desuden skal du være opmærksom på, at det er langt fra alle brancher inden for erhvervsuddannelser, der tilbyder et trainee-forløb.

Find ledige trainee-stillinger indenfor forskellige brancher her på Elevplads.dk.